When the going gets tough, the tough get going..

Så blev det søndag og slutningen på en dejlig lang weekend nærmer sig efter en uge hvor særligt Sejr har været i fokus.  Det her indlæg ligger mig meget på hjertet, da det handler om en af ungerne og om at vi alle skal have det godt.

Som forældre er der selvfølgelig nogle helt basic ting som som vi opfylder hos vores børn, nemlig kærlighed, omsorg, mad, tøj, tag over hovedet osv. Vi forsøger at installere gode værdier i dem, give dem selvtillid, lære dem at være en god ven, rydde op efter sig selv og være høflig både hjemme og ikke mindst ude.

Og vi gør det på den bedste måde vi kan -  påvirker, lytter,roser, anerkender, lokker, bestemmer, bestikker, aftaler, trumfer - for at få hverdagen til at fungere, uden helt at vide om det er det rigtige. For det ved vi ikke. Troels og jeg har aldrig opdraget en næsten 11 årig pige der er på vej ind i pree-teen alderen før, en pige på knapt tre der er så meget på forkant med sin alder eller en dreng der nærmer sig 8 år med alt hvad det medbringer af glæde, vrede, entusiasme og usikkerhed - og slet ikke på Grønland, hvor der er nye lærere, klassekammerater, miniklub, nyt sprog, andre måder at lege på og meget mere der er anderledes end det var i Danmark.

Her knapt fire måneder efter vores flytning til Grønland kan vi se, at det nok har været sværest for Sejr, hvilket vi faktisk ikke havde regnet med. Han var nemlig den der var mest begejstret for beslutningen om at flytte til Grønland, ham der talte mest om det og virkede mindst påvirket af at skulle forlade venner og familie i dk.  Set i bagklogskabens lys kunne vi nok godt have forudset at hans forventninger nok ikke ville blive mødt helt på den måde han havde regnet med, og at savnet af gamle venner og familie og "gamle dage hjemme i Danmark" ville melde sig, men faktum er at vi ikke helt har været nok opmærksom på det og måske har tænkt at han "bare" skulle have lidt tid til at falde til.

Da vi kom til Nuuk havde vi meget fokus på at få alting til at falde på plads, få ungerne i skoler og institutioner og starte relationer op med dem vi mødte. Eftersom  ingen af os havde nogen relationer heroppe, ikke kendte nogen voksne eller  børn, har det derfor været naturligt at Sejr og Vila har brugt meget tid sammen - leget deres egne søskende lege og  - det må vi indrømme - brugt  alt for meget tid på skærm (spil og youtube).

Og netop det med skærm har vist sig at være et problem for særligt Sejr. Både Sejr og Vila nyder at sidde og spille på deres skærme og se youtube videoer (der giver kløe hos os forældre at høre på), men til forskel fra Sejr, så har Vila en større lyst til også  at finde på andre kreative ting at lave og lysten til at gå ud og på opdagelse både alene og sammen med hendes nye vendinder. Denne lyst har Sejr bare ikke lige nu. Hvis det stod til ham tilbragte han hele dagen indenfor i nattøj med skærm på tv eller iPad. Han har ikke noget behov for at komme ud og med mindre vi direkte har skærm-fri, er han meget svær at lokke til at lave andre lege, selvom han faktisk synes det er rigtig sjovt når legene først kommer igang. Faktisk kan vi se at børnene på Sejrs alder heroppe leger rigtig meget - både indenfor og udenfor - med og uden legetøj og ikke bruger så meget tid på skærm som Sejr. Og det påvirker desværre hans forhold til de kammerater han ind imellem får inviteret hjem. Sejr vil nemlig helst spille på iPad eller på x-box og det er ikke alle børn der synes det er det fedeste.

I skolen går det godt rent fagligt  og Sejr er god til at arbejde selvstændigt. I forhold til klassekammeraterne går det nogenlunde - Sejr driller ikke de andre børn og bliver ikke drillet, men holder sig mest for sig selv. Han kan godt finde ud at af at skabe kontakt med de andre klassekammerater og være med i lege - hvis han har lyst. Desværre er det ikke altid han har lyst. Han fortæller at han tit bare har lyst til at være sammen med sig selv i skolen og helst bare vil lige hjem uden at gå på miniklub, for så kan han spille på skærm og være sammen med Vila (som er en sikker og velkendt legekammerat).

Indtil nu har vi forsøgt at tale med Sejr om det her med at lege og skabe nye venskaber. Vi har hjulpet med at lave legeaftaler, opmuntret til at blive og lege på miniklub, indskrænket skærmtid og opfordret til udendørs leg, men det er ligesom ikke rigtig lykkedes at få skabt nogle af de gode venskaber, som vi oplevede ham have i Danmark. Man kan jo sige at ja, der er kun gået 4 måneder og det skal nok komme, men det skærer altså i mit moderhjerte at han og hans gæster ikke kan finde fælles fodslag, fordi de hver synes noget forskellige er sjovt. Så bliver jeg rigtig ked af det og fortvivlet over følelsen af ikke at have helt den samme glade dreng som vi havde i danmark - ikke lige nu.

Så hvad gør vi så? Ja vi prøver selvfølgelig noget andet! At give op er ikke en løsning for vi skal alle sammen være glade. Vi skal alle have lyst til at lave det vi laver hvad enten det er på arbejde,  i skole,  på miniklub eller hjemme og vi skal alle kunne finde glæde i både at være alene OG at være sammen med andre voksne og børn med samvær og lege på fælles præmisser.

Derfor har vi meldt os til FAMILIEKLSSEN på Sejrs skole. Familieklassen er et 6 ugers forløb hvor vi som forældre er sammen med Sejr i skolen to dage om ugen fra 8.00 til 12.00. Her skal vi sammen arbejde med nogle af de mål, vi har lagt sammen med Sejr.  Samtidig får vi mulighed for at få lidt ekstra "alenetid" med Sejr.  Familieklassen ville i Dk ikke være en mulighed for elever som Sejr, da denne type forløb ofte kun tilbydes til børn der f.eks. er udadreagerende, ikke fungerer i klassen, bliver mobbet, selv driller eller ligende. Børn som Sejr der fungerer fint i en klasse, som kan følge med i undervisningen, men som ikke har de store sociale relationer til kammerater, flyver ofte under radaren og man vil derfor ikke betragte dem som kandidater til et familieskoleforløb.  Heroppe er vi dog heldige. Tilbuddet om familieskole er forholdsvist nyt og derfor er der ikke så mange der deltager i forløbende endnu. Derfor er det muligt for Sejr at få et forløb og det er vi glade for. Vi var til opstartsmøde alle 3 i onsdags og det lyder rigtig spændende. Vi starter allerede på tirsdag og  vi glæder os.

Målene, som vi og skolen skal støtte  Sejr i, handler om at skabe relationer - venskaber, tage initiativ til legeaftaler, prøve nye lege mm. Herhjemme har vi aftalt at vi skal lave flere aktive ting sammen  - gå ture, lege på legeplads, spille brætspil  mm. og så hedder den skærm-fri, når der er legeaftaler og vi vil som forældre være mere nærværende og hjælpe med at starte lege, hvis der er behov for det. Vi vil forsøge at lave legeaftaler der både er en-til-en legeaftaler , legeaftaler der betyder at der er flere på besøg af gangen (så der er plads til vildere og sjovere udendørslege) og legepladsaftaler hvor vi invitere alle fra klassen til at komme på legeplads hvis de har lyst. Vi vil også prøve at tænke alternativer ind i legeaftalerne som f.eks. at tage på tur i naturen, på biblioteket, i biffen eller svømmehallen.

Som sagt har vi ikke før haft en dreng på knapt 8 år i nye omgivelser på Grønland og vi ved ikke altid om vi gør det rigtige, men vi gør vores bedste. Når det så ikke er nok så må vi tænke andre og nye tanker og se om ikke det er bedre. Og det gør vi så nu.. Og krydser fingrene velvidende at imorgen er en ny dag og Sejr bliver større og hele tiden forandre sig - ligesom også Vila og Vega forandre sig og har deres behov for opmærksomhed, støtte og kærlighed, som vi forældre også skal give dem.

Det blev et langt indlæg der ligger mit hjerte nært.

Tak fordi du læste med.